Hvad får man, når man pakker en vietnamesisk minibus med fem vietnamesiske veninder, en franskmand, en italiener og os og kører rundt i Hà Giang? En strålende tur! Vores vietnamesiske rejsekammerater lagde tur-planen, og vi fulgte bare med og nød programmet. Total rejseluksus - specielt fordi vi ser og oplever andre ting, end hvis vi rejser på egen hånd! Vores anden dag i Hà Giang så sådan ud:
#1 Første stop var ved et lille madsted, hvor der (åbenbart) bliver serveret en legendarisk pho (nuddelsuppe), så morgenmaden blev indtaget her. Nudlerne var afgjort mere hjemmegjorte, end dem vi normalt spiser, men ellers var vi ikke i stand til at smage den store forskel.
#2-5 Næste stop blev i den lille flække Phó Bảng, hvor vi gik en tur. De fleste af husene er bygget af træ og ler, og man undres over, hvordan folk overlever her, når vinteren byder på minusgrader - for det gør den! Vi ved det ikke....måske drikker de ekstra risvin!
#6 I Sà Phìn besøgte vi en H'mong Konges villa. En fin villa fra starten af 1900-tallet bygget efter inspiration fra kinesisk arkitektur.
#7-11 Næsten midt i ingenting besøgte vi dette mærkelige monoment - Lũng Cú National Flag Tower! Tårnet er opført på en bakke, og med en helt fantastisk udsigt - blandt andet til Kina. Tårnet er bygget efter inspiration fra et tårn i Hanoi, der ligeledes er ottekantet og med et flag i toppen. Vi fik selvfølgelig taget gruppefotos, dog uden italieneren og franskmanden.
#12-15 Dagen sluttede i Đồng Văn. De sidste billeder er fra den restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Den bestod som altid af forskellige småretter med grøntsager, lidt fisk og kylling, ris og lidt suppe. Fordi vi besøgte Hà Giang provinsen i forbindelse med en national miniferie, var der mange lokale turister i byen - det vidner den fulde restaurant også om.