onsdag den 21. november 2012

Netværk

Da vi landende i Hanoi for cirka fire uger siden, kendte vi ikke nogen. Men det er vores plan, at vi skal lære en masse mennesker at kende! Derfor opsøger vi forskellige arrangementer, foreninger og andet, hvor der er mulighed for at møde nye mennesker. Vi har blandt andet været til åbent-hus-arrangement på den danske ambassade, fejret UN day med resten af FN-familien...

Et lille billede fra United Nations International School, hvor UN day blev fejret.
Der var på forhånd uddelt madbilletter til hot dog, is og sodavand - wau!
...og Eva har meldt sig ind i Hanoi International Womens Club! Klubben har cirka 2-300 medlemmer fordelt på cirka 40 forskellige nationaliteter, og de har alle det til fælles, at de for en kortere eller længere periode er bosat i Hanoi. Der arrangeres en masse forskellige aktiviteter rundt omkring i byen, som man kan melde sig til. I går var der arrangeret et kursus i vietnamesisk madlavning på et gammelt, fint hotel, og der troppede Eva op...
...meget fine forhold til et madlavningskursus...
...den vietnamesiske kok, der instruerede i madlavningen...

Dagens menu var kyllingesuppe (se billedet), en salat med kylling samt to forskellige slags friske forårsruller...ganske lækkert! På trods af dagens kursus er der fortsat et stykke vej, til vi er selvkørende i det vietnamesiske køkken....vi er eksempelvis ikke klar over, hvordan man laver følgende retter, som man kan spise på en af de lokale restauranter...
...sådan et madlavningskursus haster dog ikke så meget lige nu....
Det er generelt vores opfattelse, at det allerede går godt med at møde mennesker, og vi glæder os til at møde endnu flere af slagsen!

Afslutningsvis kan vi berette, at vi har betalt vores husleje - kontant! Det var en særlig oplevelse at overbringe næsten 70.000.000 dong til vores udlejer, Mr. Long. Huslejen kan også betales via netbank, men de fleste udlejere i byen foretrækker cash ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar