tirsdag den 27. november 2012

Jubilæum

1 måneds jubilæum! - Så længe har vi været Hanoi-beboere. Og hvordan er denne måned gået? - ja, vi synes, at den er gået godt!

Flere har fortalt os, at den første tid af en udstationering kan føles som en honeymoon, fordi alt er nyt og spændende. Den efterfølgende tid, hvor hverdagen melder sig og ulands-udfordringerne hober sig op, kan derimod føles træls og frustrerende, og først efter seks måneder kan man reelt vurdere den nye tilværelse....

Vi er muligvis stadig i honeymoon-fasen, for Hanoi-livet føles fortsat dejligt...men vi er forberedt på, at der på et tidspunkt kan komme malurt i bægeret - at forårsrullen kan smage bittert, at spousen kan blive alt for arbejdsløs, at AC'en kan larme for meget, at ris a la manden kan føles alt for langt væk osv. Men det tager vi med oprejst pande og kommunistisk kampgejst.

Vi synes, at vi på denne måned har sat mange flueben - til eksempelvis en god jobstart i UNDP, dejlig lejlighed, ingen sjove sygdomme, medlemskab i kickbokserklub og yogabiks, egen scooter og meget andet. Her er billeder af noget af det, som vi også har sat flueben ved...
Status på scooterlivet: Første punktering - tjek! Men efter 30 minutter og 45 kr. var Andreas kørende igen.
...og mekanikeren havde laksko på - tjek! ...det manglede da også bare....
...og Eva kørte sin første scootertur, med tungen lige i munden - tjek!
...Eva huskede selvfølgelig at holde fire fingre på bagbremsen og to fingre på forbremsen som instrueret af vores scooterudlejer-fyr - hov hov, Eva - ingen tjek!
...og klipning af ninja-frisør, der efter endt klipning børstede Andreas i ansigtet med de gule tavlesvampe - tjek!
Vi føler os klar til at tage hul på anden måned af vores Hanoi-liv, og vi satser på, at der venter endnu en honeymoon!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar